Storken måtte holde pause og få vejret  d. 27. juni 1947 på baggrund af kæmpe hedeslag i Danmark. Holstebro var ikke undtaget. Jeg voksede op i Holstebro sammen med min københavnske mor, som var uddannet sygeplejerske og min vestjyske far som var praktiserende læge.  Jeg var tredje skud på stammen og havde altså 2 ældre søskende. Den ældste i flokken var Per fra 1938, som var 9 år ældre end mig, og min storesøster Kis fra 1940, som var 7 år ældre end mig.  Min bror døde som 65 år gammel og æret være hans minde.

Min far valgte at sælge praksissen i Holstebro i 1961, hvor vi flyttede til Risskov. Dengang var Risskov et landeforstad til Aarhus og har altså udviklet sig meget over de sidste 50 år. Jeg var blot 14 og jeg blev indskrevet på Risskov Skole. 

Jeg havde som barn bestemt mig for enten at blive købmand eller læge. Det viste sig, der var flere ‘blå blink’ ved lægegerningen, og jeg blev færdig som cand.med som 25-årig i 1973, et par måneder efter min mor gik bort af brystkræft. Hendes sygdomsperiode var heftig og frygtelig besværende for hende og hun blev til sidst lammet pga. metastaser i hjernen. Hun var en bramfri, fyldig kvinde, og man kunne altid høre, hvilket værelse hun var, for man skulle bare gå efter latteren og de høje hvin. 

Mit første vikariat som 1. reservelæge foregik på hhv. kirurgisk og psykiatrisk afdeling på Viborg Sygehus. 

Jeg har altid været stolt af mit fag, og i 1988 blev jeg specialist i intern medicin og senere kardiologi i 1991, hvor jeg året efter skrev min doktorafhandling og kunne dermed kalde mig dr.med. Min søster blev uddannet sygeplejerske i 64, og min svoger blev dr. med i 1993. 

Jeg har levet sammen med en skotsk terrier siden jeg blev født, idet mine forældres første ”barn” var en skotte. Den var 10 år, da jeg kom til verden. Da jeg var 2 år fik vi en ny hvalp, som jeg så var hvalp sammen med. Siden kom yderligere to efter hinanden, så der var næsten konstant en skotte i familien. Den sidste døde 2 år efter min mor døde af selv samme cancersygdom. Jeg havde da 2 år før afsluttet min lægeuddannelse og var flyttet væk fra området.  Vores far ville ikke have en ny. Min søster og jeg anskaffede os så en hver. De to var så ofte i dagpleje hos ham. Og sådan startede min passion for det opdrætteri. Jeg har haft mange kuld gennem  året, og de har alle været lige specielle.

Min første skotte var meget aristokratisk med et elegant hoved. Hun havde Kennelgarth Viking som oldefar.  Hun døde 9 år gammel af leukæmi. Jeg var begyndt at tænke på udstilling og opdræt. Jeg ville gerne være med til at lave nogle racetypiske hunde med bevarede egenskaber, som var både somatisk og psykisk sunde. Jeg har lagt vægt på i avlen, at de skal være familiehunde, som er glade for de udfordringer, der findes i en familie med børn og aktiviteter. Jeg vælger derfor mit avlsmateriale ud fra dette efter bedste evne. Jeg har max 3 skotter , da jeg skal kunne gå tur med dem daglig. De skal kunne deltage i de aktiviteter, som jeg foretager mig. De lever som almindelig familiehunde

Min næste hvalp blev hentet hos Kennel Gaywyn (Gaywyn Wishfull) i 1985 . Mrs Owen var meget begejstret for, at jeg påtænkte at udstille hendes avlsmateriale . Og lille Gatwyn, som i daglige tale adlød ved navnet Skot, blev Dansk Champion (DKCH) i 1988. Hun fik 2 kuld hvalpe, og jeg beholdt en af disse, Bamse (Vigholt Forget Me not). Hun blev også DKCH i  1990 og fik ligeledes 2 kuld hvalpe.

Jeg beholdt også en af disse, Vigholt Oak. Familiens første han. Både Bamse og Oak elskede udstillinger  og Oak (som også igen igen blev DKCH 1999) holdt sig i form langt op i veteranklassen. Han blev årets 3. bedste veteran af alle hunde i  2002 i  Dansk Terrier Klub (DTK). Han bestemte suverænt, hvordan han ville gå, og det kunne min datter også erfare, da hun startede som juniorhandler. De var begge to lige stædige på gulvet.